Coronakrise må ikke føre til forringet velfærd

Vi skylder alle en stor tak til de mange offentligt ansatte, der yder en fantastisk indsats for at inddæmme coronasmitten og få vores samfund til at fungere bedst muligt i den dybt alvorlige krise, vi befinder os i. Det gælder i allerhøjeste grad personalet i sundheds- og plejesektoren. Det gælder de mange undervisere, der holder vores uddannelsessystem i gang, det pædagogiske personale der sikrer, at dagtilbud er åbne i nødvendigt omfang, personalet på handicapområdet og alle andre medarbejdere, der er med til at sikre, at vigtige samfundsfunktioner ikke bryder sammen under presset.

Det er derfor mildest talt et dårligt signal, der netop er blevet sendt fra KL’s formand, om de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Krisen vil ifølge formanden føre til store forandringer af den kommunale velfærd, som han åbenbart mener må holde økonomisk for, når regningen for krisen skal betales. Borgerne og de ansatte må forvente, at der skal findes penge på daginstitionerne, folkeskolerne, ældreområdet og det sociale område, udtaler han.

Det kan selvfølgelig være, at KL formanden med sine udtalelser er ude i et strategisk ærinde for at lægge pres på regeringen forud for de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi. I Enhedslisten er vi helt enige i, at der er brug for at tilføre kommunerne et stort ekstra tilskud i den situation, vi befinder os i. Men selv om det skulle være KL formandens ærinde, er det hamrende urimeligt at tale om kommende besparelser på områder, hvor de ansatte i øjeblikket kæmper for at holde velfærdshjulene i gang.

Der er brug for at sende et helt andet signal. De store økonomiske omkostninger, der unægtelig er fulgt i kølvandet fra coronakrisen, skal ikke betales gennem forringelser af den offentlige velfærd.

 

Jakob Sølvhøj, gruppeformand for Enhedslisten i Folketinget. Valgt i Vestjyllands storkreds.