Enhedslisten vil give tryghed til selvstændige og små virksomheder

Enhedslisten fremlægger erhvervsudspil med fokus på selvstændige og små virksomheder.

Det handler meget sjældent om den lille tømrermester, skobutikken i gågaden i Thisted og kaffebaren på Istedgade i København, når der bliver lavet erhvervspolitik på Christiansborg.

Det vil Enhedslisten gerne ændre. Derfor fremlægger partiet et erhvervsudspil, der skal gøre det nemmere og tryggere at være selvstændig eller at drive småvirksomheder i Danmark.

– Det har overrasket mig, at de ting, som de oplever som de største barrierer og udfordringer, slet ikke er det, som præger den erhvervspolitiske debat på Christiansborg, siger Pelle Dragsted.

– Vi vil i Enhedslisten gerne udfylde hullet, og være det parti i Folketinget, der står for en erhvervspolitik med fokus på de små. Det skal være tryggere og enklere at starte op, og der skal være fair vilkår.

Iværksætteri er sværere for kvinder

De selvstændige og helt små virksomheder med under ti ansatte udgør ifølge Dansk Byggeri 93 procent af alle virksomheder og står for en fjerdedel af samfundets omsætning.

Enhedslisten vil blandt andet:

  • genindføre iværksætterydelsen – et tilskud til at starte egen virksomhed, der blev afskaffet i 1997
  • sikre bedre barsels- og dagpengerettigheder til selvstændige
  • tilgodese små virksomheder i offentlige udbud
  • lette små nystartede virksomheders skattebyrde
  • beskytte små erhvervslejemål mod huslejestigninger
  • give selvstændige én fast kontaktperson til skatteforvaltningen
  • nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan beskatningen kan ændres, så store virksomheder betaler mere og små slipper billigere.Social tryghed er noget af det, som rigtig mange selvstændige bekymrer sig om, mener Enhedslisten.- Selvstændige er slet ikke omfattet af den samme sociale sikring som lønmodtagere, når det gælder for eksempel barsel eller arbejdsløshed. Det afholder mange – ikke mindst kvinder – fra at starte noget op, også selvom de har en god idé og et godt forretningskoncept, siger Pelle Dragsted.

    Ifølge Danske Banks Salery Report, der dækker startup-miljøet i Danmark, Sverige, Norge og Finland, halter kvinder langt efter mænd, når det kommer til løn. Mænd tjener generelt mere, de har sikret sig aktier i virksomheden, og det er oftere mænd end kvinder, der grundlægger denne type virksomheder.

    Selvstændige savner tryghed

    Enhedslistens erhvervsudspil hilses velkommen af blandt andre Karsten Mølgaard Jensen, der er administrerende direktør i Ase – en fagforening og a-kasse, som især repræsenterer selvstændige erhvervsdrivende.

    – De påpeger lige præcis, at utrygheden er noget af det, der holder dem tilbage fra at starte virksomhed, fortæller Karsten Mølgaard Jensen.

    – Når man er en lille selvstændig virksomhed, tager man nogle risici, som ansatte ikke har. Hvis virksomheden ikke kan køre, så følges virksomhedsejeren og den ansatte ned i a-kassen, og så kan den ansatte få dagpenge fra første dag, mens den selvstændige må vente tre uger med at få den tryghed, som han eller hun selv har betalt for. Rettighederne omkring barsel til selvstændige har tidligere været foreslået på “nogle helt fuldstændig urimelige vilkår”, mener Karsten Mølgaard Jensen. Han kalder det “enormt positivt og attraktivt”, hvis selvstændige kan få barselsdækning på lige vilkår med alle andre, som Enhedslisten foreslår.