Jakob Sølvhøj om folkeskolens fremtid

  Jakob Sølvhøj. Spidskandidat vestjysk storkreds.

Det ville være godt, hvis folkeskolens fremtid kom højere op på dagsordenen i den aktuelle valgkamp. Desværre har socialdemokraterne hidtil været mest optaget af at få skåret ned på friskolernes økonomi. En tilgang som Venstre må glæde sig over, så de slipper for en diskussion om folkeskolernes forringede økonomi og vilkår.Det er bekymrende, at stadig flere forældre vælger folkeskolen fra, men det problem løses ikke ved at forringe friskolernes økonomi. Godt hvis vi kan justere fordelingen de frie skoler imellem gennem et socialt taxameter, men kampagnen mod friskolernes økonomi er først og fremmest et røgslør for en forfejlet folkeskolepolitik.

Når næsten hver tredje folkeskole er lukket de sidste 20 år, kan det så undre, at forældre går sammen om at fastholde den lokale skole. EL har i Folketinget fremsat forslag om, at man i skoledistrikterne skal kunne kræve lokal folkeafstemning om lukning af folkeskoler.

Når folkeskoleforligskredsen trods indbyrdes uenighed fastholder de nationale test, der måler forkert og skævvrider undervisnings indhold og mål, kan det så undre, at nogen forældre siger fra. EL har i Folketinget fremsat forslag om at afskaffe de nationale test.

Når der gennemføres en inklusionsreform, hvor der ikke følger penge med og forældre oplever, at deres børn ikke får den nødvendige støtte, kan det så undre, at mange forældre reagerer? EL har i Folketinget fremsat forslag om at sikre forældrene bedre adgang til at klage over utilstrækkelig støtte.

Når folkeskoleforligskredsen stod last og brast om forringelse af lærernes arbejdsvilkår for at finansierer de lange skoledage, brolagde man så ikke selv vejen over mod friskolerne? EL har i Folketinget fremsat forslag om at afkorte de lange skoledage og øremærke pengene til forbedring af lærernes arbejdstidsforhold.
Alle de nævnte forslag er blevet afvist af både S og V.

Enhedslisten vil have et nyt politisk flertal til at sætte en helt anden kurs for skolepolitikken. Det løser ingen problemer for folkeskolen at forringe friskolernes vilkår. Det vil det til gengælde gøre at gennemføre de forslag, som Enhedslisten har fremlagt i Folketinget i den seneste periode. – Og meget mere kan gøres.
Enhedslistens bud på en bedre folkeskole kan læses på vores hjemmeside.

ENHEDSLISTEN.DK