46-årige Nanna Holmgaard Andersen, der bor ude på landet ved Sønder Nissum, gik i sommer aktivt ind i politik. Solidaritet er det ord, der bedst beskriver hendes engagement i Enhedslisten.
Sønder Nissum: Det er endnu aldrig lykkedes Enhedslisten at få valgt en repræsentant ind i byrådet i Holstebro.
Om det lykkes ved valget den 16. november, ville den politiske analytiker nok ikke satse det helt store beløb på, men det tager ikke kampgejsten fra 46-årige Nanna Holmgaard Andersen, der står som nummer fem på liste Ø – nederst på Enhedslistens valgliste til byrådsvalget i Holstebro.
– Vi kan jo alle brokke os, men hvis man ikke melder sig under fanerne, risikerer man at miste retten til at brokke sig, siger hun som en forklaring på, at hun før sommerferien både over for sig selv og alle andre bekendte politisk kulør ved at melde sig ind i Enhedslisten i Holstebro/Struer/Lemvig.
– Jeg har altid ligget ude på venstrefløjen og har stemt på Enhedslisten, SF og en enkelt gang på Alternativet, siger byrådskandidaten, der har inviteret indenfor i sit og familiens hus ude på landet på Torupvej ved Sønder Nissum – i grænselandet ud mod Ringkøbing-Skjern Kommune.
Her bor hun i det gamle hus, der – i hvert fald hvis man skal tro inskriptionen i en af munkestenene – er fra 1640, men i løbet af årene er huset blevet næsten revet ned og bygget op igen. Familien har boet der siden 2009 og er nu i fuld gang med at indrette en stue på første sal i den gamle staldbygning.
– Når vi er færdige med den ombygning, er vi færdige med at renovere. Tror jeg da nok, siger hun med et smil, efter at hun har sat sig ved bordet i køkken-alrummet – et spisebord, der har masser af patina efter at have tjent som bord i hobbylokale, og stolene omkring spisebordet er købt på Den Blå Avis.
Den sorte samvittighed
Nanna og hendes familie, der tæller manden, Mads Thomsen, og de tre børn, Jakob på 16, Johanne på 14 og Mikkel på 9 år, forsøger nemlig at leve så grønt og bæredygtigt som muligt ved at købe genbrugsmøbler- og tøj og ved at sortere affaldet bedst muligt. Selv om hun af og til synes, det er svært.
– Det er også derfor, det gør så ondt på mig, at jeg har 70 kilometer til arbejdet, siger Nanna, der arbejder i den administrative afdeling af Aarhus Universitet i Herning, hvor hun blandt andet booker eksaminer.
– Derfor er vi også nødt til fra politisk side at skabe nogle rammer for, hvordan vi kan gøre det rigtige, når det for eksempel gælder miljøet, og her er jeg ikke meget for at bruge tvang og straf, siger hun om sin sorte samvittighed over den lange vej til og fra arbejde.
– Men jeg kører sammen en kollega, så ofte det kan lade sig gøre, tilføjer hun.
Hendes mand har sin arbejdsplads i Odense, hvor han arbejder med it-løsninger, men han er også ude at besøge virksomheder, så det er ikke hver dag, turen går til Fyn.
– Vi har overvejet at flytte, men vi bor så godt her – tæt på naturen, siger Nanna og fortæller, at det i sin tid var hendes svigerforældre, der købte huset ude på landet, som hun og dengang kæreste – nu mand – lånte.
– Det giver en følelse af ro at være her, og man falder helt ned, siger hun om baggrunden for, at parret valgte at købe huset.
Den største drivkraft
Nanna er født i Sparkær i Midtjylland og voksede op i en familie, hvor mor var hjemmegående, og far var murer, indtil han ikke kunne holde til jobbet længere. Han blev omskolet og fik job på B&O.
Hun tror på, at hun fik sin politiske indstilling og værdier ind med modermælken – det overraskede i hvert ikke forældrene, da hun for nylig fortalte dem, at hun havde meldt sig ind i Enhedslisten og sagt ja til at stille op til byrådsvalget for partiet.
Hvis hun skulle beskrive sin motivation for at stille op med ét ord, ville det være:
Solidaritet.
– Det er min største drivkraft, siger Nanna, der altså er drevet af en grundlæggende fællesskabsfølelse.
Nanna er cand.mag i russisk og tjekkisk – interessen kom i gymnasiet, da hun ville slippe for tysk og derfor valgte russisk. I tre år har hun boet og arbejdet i Tjekkiet. Hun arbejdede hos Grene i Skjern, da finanskrisen ramte, og hun mistede jobbet. Hun valgte derfor at tage lærer-uddannelsen på merit og har blandt andet undervist på skolerne i Ulfborg og Staby.
– Men det er hårdt at være lærer, når man bekymrer sig om børnene og ved, hvad de har brug for, men ikke kan levere det, siger Nanna, der gik ned med stress.
Efter sygdomsperioden fik hun i december 2015 foden inden for som studievejleder i Herning i et barselsvikariat og fortsatte derfra.