Rettigheder: Velfærden har brug for et løft. Alle, der har været patient på et sygehuse, har et barn i institution, har brug for ældrepleje eller på anden måde har brug for vores velfærd, kan se, at de ansatte løber alt for stærkt. De arbejder hårdt, men der er for lidt tid og for få hænder.
I Enhedslisten ved vi, at de offentligt ansatte er velfærdens helte. De har fortjent respekt, tillid og flere kollegaer. Det er på grund af de ansattes store hjerter og faglighed, at det danske velfærdssamfund stadig hænger sammen.
Derfor vil vi både sikre, at der kommer penge til at ansætte flere og reelt forbedre velfærden, men også give en række velfærdsrettigheder til både børn, ældre og forældre, så vi sikrer en bund under velfærden og et værn mod politikeres spareiver.
For det første skal børnene i daginstitutionerne have ret til ikke at være mere end tre vuggestuebørn eller seks børnehavebørn pr. voksen. De skal sikres, at de voksne aldrig er alene med en børnegruppe, og at store, kaotiske børnegrupper ikke længere er en mulighed.
For det andet skal vores ældre medborgere, der har brug for hjemmepleje, sikres et værn i loven. De skal bl.a. sikres minimum to bade om ugen, rengøring hver 14. dag og ret til at komme udenfor. Hvis de vil have det, selvfølgelig.
Og for det tredje skal nybagte forældre ikke længere opleve at blive forvist til gaden få timer efter fødsel af deres barn. Vordende forældre skal have ret til fødselsforberedelse på små hold, at have en jordemoder tilstede under hele den aktive fødsel og til at blive på hospitalet indtil amningen er etableret, og der er faldet ro på.
Det er ikke store eller luksuriøse forhold, vi taler om. Det er en nedre grænse og et værn mod uanstændige forhold. Men det vil koste 5,5 mia. kr. om året. Det er mange penge, som skal findes – eksempelvis ved at rulle skattelettelser for de rigeste tilbage. Men det mest opsigtsvækkende er vel egentlig, at det ikke er et spørgsmål om at gardere os mod at komme under et basalt niveau – det er et spørgsmål om at komme derop.Det viser mig, at fundamentet for det unikke danske velfærdssamfund er under pres.
Uanset om man kalder det et “velfærdsløfte”, som Venstre taler om eller en “velfærdslov”, som er socialdemokraternes bud, er det utilstrækkeligt. Begge bud handler nemlig kun om at dække det såkaldte demografiske træk. Det er politikersprog for, at underfinansieringen stopper, og at pengene vil følge med, når vi bliver flere i fremtiden. Men det vil netop kun fastholde det nuværende niveau.
Der er brug for investeringer, der kan løfte og forbedre forholdene for os alle sammen – når vi afleverer vores børn i daginstitutionen, når vi bliver syge eller arbejdsløse, og når vi kommer op i årene. Det skal vi sikre ved reelle investeringer, og vi skal sikre os mod udenomssnak og politikere, der løber fra løfterne ved at lave lovsikrede velfærdsrettigheder.
Rettigheder: Velfærden har brug for et løft. Alle, der har været patient på et sygehuse, har et barn i institution, har brug for ældrepleje eller på anden måde har brug for vores velfærd, kan se, at de ansatte løber alt for stærkt. De arbejder hårdt, men der er for lidt tid og for få hænder.
I Enhedslisten ved vi, at de offentligt ansatte er velfærdens helte. De har fortjent respekt, tillid og flere kollegaer. Det er på grund af de ansattes store hjerter og faglighed, at det danske velfærdssamfund stadig hænger sammen.
Derfor vil vi både sikre, at der kommer penge til at ansætte flere og reelt forbedre velfærden, men også give en række velfærdsrettigheder til både børn, ældre og forældre, så vi sikrer en bund under velfærden og et værn mod politikeres spareiver.
I alt for mange år har vi hørt på skiftende regeringer, der lovede bedre velfærd. Men lige lidt er der sket. Selvom der er kommet flere ældre, er der samlet set færre hjemmehjælpstimer. Der er flere og flere børn pr. voksen i børnehaver og vuggestuer. Og på hospitalerne er der over to år kommet 50.000 flere patienter, men kun fire ansatte mere i hele landet. Det kan vi ikke være bekendt.
For det første skal børnene i daginstitutionerne have ret til ikke at være mere end tre vuggestuebørn eller seks børnehavebørn pr. voksen. De skal sikres, at de voksne aldrig er alene med en børnegruppe, og at store, kaotiske børnegrupper ikke længere er en mulighed.
For det andet skal vores ældre medborgere, der har brug for hjemmepleje, sikres et værn i loven. De skal bl.a. sikres minimum to bade om ugen, rengøring hver 14. dag og ret til at komme udenfor. Hvis de vil have det, selvfølgelig.
Og for det tredje skal nybagte forældre ikke længere opleve at blive forvist til gaden få timer efter fødsel af deres barn. Vordende forældre skal have ret til fødselsforberedelse på små hold, at have en jordemoder tilstede under hele den aktive fødsel og til at blive på hospitalet indtil amningen er etableret, og der er faldet ro på.
Det er ikke store eller luksuriøse forhold, vi taler om. Det er en nedre grænse og et værn mod uanstændige forhold. Men det vil koste 5,5 mia. kr. om året. Det er mange penge, som skal findes – eksempelvis ved at rulle skattelettelser for de rigeste tilbage. Men det mest opsigtsvækkende er vel egentlig, at det ikke er et spørgsmål om at gardere os mod at komme under et basalt niveau – det er et spørgsmål om at komme derop.Det viser mig, at fundamentet for det unikke danske velfærdssamfund er under pres.
Uanset om man kalder det et “velfærdsløfte”, som Venstre taler om eller en “velfærdslov”, som er socialdemokraternes bud, er det utilstrækkeligt. Begge bud handler nemlig kun om at dække det såkaldte demografiske træk. Det er politikersprog for, at underfinansieringen stopper, og at pengene vil følge med, når vi bliver flere i fremtiden. Men det vil netop kun fastholde det nuværende niveau.
Der er brug for investeringer, der kan løfte og forbedre forholdene for os alle sammen – når vi afleverer vores børn i daginstitutionen, når vi bliver syge eller arbejdsløse, og når vi kommer op i årene. Det skal vi sikre ved reelle investeringer, og vi skal sikre os mod udenomssnak og politikere, der løber fra løfterne ved at lave lovsikrede velfærdsrettigheder.