Uambitiøst forslag, der bare skal skabe medieomtale.

 

Af Eva Hallgren.

spidskandidat til byrådsvalget 2021.

Konservative og Dansk folkeparti vil fjerne grædemuren i gågaden. 

I Dagbladet kunne man den 4. september læse, at Konservative og Dansk
Folkeparti ønsker, at ”Grædemuren” bliver fjernet fra sin placering i den
nordlige ende af Nørregade.

 

Begrundelsen er ifølge de to partier bl.a., at en fjernelse kan give bedre
muligheder for udviklingen af den del af gågaden med plads til bl.a. markeder,
legeplads og udeservering.
Helt ærligt, er det ikke en smule idéforladt?
I den del af Nørregade er der allerede udeservering ved Vaffelhuset, Estate
Wine, Zingoni Vini, Sushimania og tæt derved desuden Joe & Moe og The
Burger Concept.
Endelig er der Mulighedernes Plads et let tilgængeligt kreativt projekt, som kan
bookes af foreninger, grupper og borgere i øvrigt.
Og lige ved siden af denne plads er der et større gaderum, som flere gange er
blevet brugt til diverse events f.eks. teater, dans m.m.
I stedet for at fjerne ”Grædemuren” eller ”Vandkunsten”, som den retteligen
hedder, synes jeg, at man i højere grad skulle tænke mere kreativt i, hvordan
man kan skabe udvikling i den del af Nørregade med det omtalte kunstværk på
sin nuværende placering.
Man kunne f.eks. alliere sig med en gruppe studerende fra Arkitektskolen i
Aarhus eller tilsvarende uddannelsessted og bede dem om at komme med
idéer i det omfang, det ikke allerede er en del af byudviklingsplanen for det
område i Holstebro.
De to partier mener også, at kunstværket er for dyrt at vedligeholde, og at det
tilsyneladende ikke har en bevaringsværdig karakter.
Undskyld mig, men Holstebro Kommune har for flere år siden besluttet, at
kunsten ikke kun skal kunne ses på museer, men også opleves i det åbne rum.
Og ja, det koster selvfølgelig noget at vedligeholde den kunst, som står
udendørs året rundt.
Forslaget om at fjerne ”Grædemuren” tjener vist mest til at få medieomtale og
skabe lidt ravage op til budgetforhandlingerne og kommunevalget.
Jeg synes, det er et uambitiøst forslag i en kommune, der har ’Kulturen til
forskel’.